Et gruppeterapeutisk forløb for BONUSFORÆLDRE

Finder du det til tider udfordrende eller måske ligefrem svært, at være kæreste med en, der har børn fra et tidligere forhold?

Oplever du, at kærligheden til din partner ind imellem drukner i problematikker, omkring at kunne rumme hans/hendes børn?

Har du svært ved at finde din plads i den nye familie, med kæreste, børn og ekspartner. Og oplever du jalousi, konflikter eller andet, der gør samarbejdet og hverdagen besværlig?

Måske vil du bare gerne blive endnu bedre til at være en del af en sammenbragt familie, med dine, mine og vores børn?

Har du behov for et trygt forum, hvori du kan lande og være med alle de følelser der på godt og ondt følger med, når man vælger en livspartner der har børn fra et tidligere forhold? Et ufordømmende og kærligt rum med ligesindede, hvor alt kan rummes, hvor alt er okay?

Vi vil arbejde dybt med de dynamikker, der er på spil i kærlighedsrelationen og i delefamilien som helhed, ud fra deltagernes individuelle oplevelser og erfaringer. Vi vil lade os inspirere, provokere, spejle og blive set, med ALT hvad der vækkes, og med det formål at vækste gennem den udfordring det er, at vælge en LIVSPARTNER som har børn fra et tidligere forhold.

Du får, gennem forskellige psykoterapeutiske tilgange, hjælp til at arbejde med dig selv I relation til din partner og hans/hendes børn, så du bliver endnu bedre rustet til at indtage din rette plads, i den sammenbragt familie. Og vi vil fokusere på at bringe indsigter og mulige læringer ud i virkeligheden, og hjem i de enkelte familier og parforhold.

Har du lyst til at være med, eller er du i tvivl om hvorvidt et sådan forløb er noget for dig, så ring eller send en mail og hør nærmere om hvordan jeg arbejder, og hvilke tanker jeg gør mig om forløbet.

Udover min uddannelse til krops- og psykoterapeut, som giver mig faglig ballast til at arbejde terapeutisk med grupper indenfor dette felt, har jeg i høj grad personlig erfaring med det at være bonusmor, og være en del af en sammenbragt familie, og alt hvad der er i spil i den konstellation. Jeg er gift, mor til et barn på 1,5 år og bonusmor for 4 børn i alderen 7-22 år. Min sammenbragte familie tæller yderligere min mands 2 ekskoner og deres nye mænd, samt en lille håndfuld halv- og bonussøskende.

Priser og praktisk info

Forløbet strækker sig over 8 mødegange, hver 2. uge og starter næste gang i Januar 2016. Ved tilmelding binder du dig til et helt forløb, på 8 gange.

Pris pr. gang 400 kr. eller betal hele forløbet på én gang, til kun 2800 kr. og få en hel dag gratis.

TILBAGE
HJEM