Terapi er for alle - også for DIG

Som terapeut er min drivkraft dybe møder med mennesker, og det relationelle arbejde er til hver en tid udgangspunktet for terapien. Terapien tager udgangspunkt i dine behov og ønsker for forløbet og sammen sætter vi en retning og nogle rammer, hvor dette ønske kan næres. Jeg stræber efter at skabe et nærværende, ufordømmende og kærligt rum, hvori du kan lade dig blive set, som den du dybest set er, hvor alting er tilladt og intet er for stort eller småt. Et rum hvor du kan møde dig selv helt igen, og med relationen som pejlemærke, gennem dybe processer transformere smerte og uhensigtsmæssig adfærd og overbevisninger til visdom og læring. For mig er terapi en vidunderlig rejse ind i kroppens og sindets dybeste afkroge, ind i alle de tillærte mønstre, familiedynamikker, sjælelige prægninger på godt og ondt, side om side med udforskningen og generobringen af vores dybeste natur, den oprindelige kærligheds- og viljeskraft og alle de helt særlige former, farver og nuancer vi hver især blev skabt til at udfolde. Jeg arbejder intuitivt og kreativt og altid med en holistisk tilgang og øje for såvel de kropslige, som de psykologiske og systemiske lag, idet disse for mig hænger uløseligt sammen. Jeg tilbyder både individuelle forløb samt parterapi og elsker begge dele, på hver sin måde. Jeg har en skøn lille praksis i smukke omgivelser ved vores hjem i skoven i Gl.Rye. I foråret 2022 færdiggøres de sidste rum i min klinik, og giver meget mere plads og jeg ser frem til at kunne invitere indenfor til nye gruppeforløb, fordybelsesdage mm. henover det næste års tid. Jeg er uddannet krops- og psykoterapeut fra Tobias-Skolen i 2015 og har siden arbejdet som selvstændig terapeut med individuelle klienter og par. Jeg er derudover certificeret Integrativ Somatisk traumeterapeut i august 2022. Dette er en etårig overbygning, også fra Tobias-skolen, hvor jeg har specialiseret mig i traumarbejdet. Jeg er desuden gift på 12. år med Jeppe. Sammen har vi 2 børn på hhv 10 og 3 år. Jeg er tidligere uddannet sygeplejerske, men har udelukkende beskæftiget mig med terapi de sidste 8 år.



HJEM